01

Vi støtter

Bagger-Sørensen Fondens uddelingspolitik tager udgangspunkt i Fondens formålsbestemmelse.

”Fondens formål er at yde støtte af almennyttig eller almenvelgørende karakter til kulturelle eller sociale aktiviteter samt til videnskabelige aktiviteter med tilknytning til odontologiske eller medicinske områder, herunder især forskning, udvikling, uddannelse og oplysning til udbredelse af mund- og tandhygiejne samt til forebyggelse og helbredelse af sukkersyge og øjensygdomme.

Fondens bestyrelse afgør endeligt og bindende, hvorledes Fondens formål opfyldes. De enkelte formål skal over en periode tilgodeses i forhold til de midler, som er indskudt til hvert enkelt formål.”

Fonden har særlig bevågenhed på følgende sygdomme og forskningsområder:

  • Diabetes
  • Odontologi
  • Oftalmologi
  • Cøliaki
  • Autisme
  • Neurofibromatosis Recklinghausen

Det er Fondens mål, at alle ovennævnte områder, over en årrække, tilgodeses af Fonden, dog ikke nødvendigvis ligeligt. Fonden ønsker at tilgodese de nævnte områder ved uddeling af hæderspriser og sponsorater.Hvordan og i hvilket omfang de enkelte områder endeligt tilgodeses afgøres af Fondsbestyrelsen.

Ligeledes ønsker Fonden, set over en årrække, at yde støtte af almennyttig eller almenvelgørende karakter til kulturelle eller sociale aktiviteter. Fonden ønsker at tilgodese aktiviteter i form af bl.a. foreningsstøtte og sponsorater af godgørende formål. Hvilke aktiviteter, samt i hvilket omfang, der tilgodeses afgøres af Fondsbestyrelsen.

02

Priser

Annoncering af priserne

En gang årligt indkalder Fondens bestyrelse til kollegial nominering af kandidater til priserne. Annoncering finder sted i fagtidsskrifter fx Dagens Medicin og Ugeskrift for Læger, på landets universiteter og på Fondens hjemmeside.

Annonceringen finder typisk sted i foråret og prisuddelingen i starten af efteråret samme år.

Bagger-Sørensen Prisen

Bagger-Sørensen Prisen er på kr. 1.000.000. Halvdelen af prisen er en personlig hædersgave, den anden halvdel skal anvendes indenfor prismodtagerens forskningsområde.

Der uddeles en pris årligt, til en dansk forsker, der arbejder med sygdomme under Fondens bevågenhed. Herunder også grundforskning, dog stadig forudsat, at forskningen potentielt kan gavne de områder, der har Fondens bevågenhed.

Prisen uddeles for en elitær forskningsindsats på allerhøjeste internationale niveau, objektiviseret ved forskningssagkyndig vurdering inklusiv bibliometrisk analyse.

Fonden lægger desuden vægt på kvaliteten og originalitet af prismodtagerens arbejde, og dermed også dennes mod til, at frembringe nye tankesæt, der resulterer i original og klinisk betydningsfuld forskning.

Prismodtageren skal være forskningsaktiv.

Da der kun uddeles en Bagger-Sørensen Prisen årligt, er det Fondens mål, at det samme forskningsområde ikke skal modtage prisen i mere end 3-4 på hinanden følgende år.

Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris

Ung Forsker Prisen er på kr. 100.000.
Prisen er en personlig hædersgave.

Der uddeles op til to priser årligt, til unge forskere, under 40 år (og som ikke fylder 40 år i året for tildelingen), der arbejder i Danmark med sygdomme under Fondens bevågenhed. Herunder også grundforskning, dog stadig forudsat, at forskningen kan ende ud i de områder der har Fondens bevågenhed.

Prismodtagerne skal ikke nødvendigvis være dansk statsborger, men skal være bosat i Danmark og have en ikke-flygtig tilknytning til landet.

Prisen uddeles for talentfuld forskning, objektiviseret ved forskningssagkyndig vurdering inklusiv bibliometrisk analyse, holdt op mod prismodtagerens alder, og/eller ekstraordinær passion og ihærdighed i arbejdet indenfor fagområdet.

Formålet med prisen er at motivere og fremme de bedste (indenfor deres område) unge forskeres udvikling.

Fonden vil tilstræbe over en periode på 4-5 år ligeligt at tilgodese de forskellige forskningsområder, der har Fondens bevågenhed.

Bagger-Sørensen Fondens Påskønnelsespris

Påskønnelsesprisen er på kr. 50.000.
Prisen er en personlig hædersgave.

Der uddeles op til to priser årligt til personer, der har med patienter inden for sygdomme under Fondens bevågenhed, at gøre.

Prisen gives til enkeltpersoner eller grupper af personer, der har den daglige kontakt med patienter og patienternes pårørende. Prisen kan således tildeles behandlere og plejepersonale (sygeplejersker, tandplejere, diætister, terapeuter, m.fl.), men også privatpersoner, der med deres særlige engagement gør hverdagen mere overkommelig for den enkelte patient og/eller dennes pårørende.

03

Sponsorater

Videnskabelige sponsorater

Fonden kan yde sponsorater til udvalgte videnskabelige projekter, herunder grundforskningsprojekter samt kliniske forskningsprojekter, inden for sygdomsområder under fondens bevågenhed.

Sponsoraterne kan ikke ansøges, men egnede projekter bliver defineret og udvalgt af Fondens videnskabelige udvalg.

Ikke-videnskabelige sponsorater

Fonden støtter projekter, som opfylder følgende betingelser:

  • Børn og unge samt udsatte befolkningsgrupper
  • Sociale og kulturelle formål
  • I Vejle kommune
  • Non-profit formål
  • BS Fondens støtte skal gøre en forskel

Udvalget støtter ikke: enkeltpersoner, tiltag med politisk sigte eller andre fonde. Fondens har afsat DKK 700.000,-/årligt til sponsorater. Et enkelt sponsorat kan højest opnå DKK 100.000,- i støtte.

Udvalget for sponsorat-støtte afholder 4 årlige møder, hvorpå tilsagn/afslag besluttes.

Der blev i 2023 besluttet følgende uddelinger inden for det almennyttige og almenvelgørende område:

  • Foreningen PAS PÅ DE UNGE, julehjælp til 100 udsatte familier i Vejle Kommune. DKK 100.000
  • Natteravnene, der skaber tryghed for børn og unge ved at være til stede i det offentlige rum og især i nattelivet i Vejle. DKK 48.000
  • Opgradering af et sanserum. Her opholder sig børn og unge med multiple og komplekse funktionsnedsættelser, samt diagnoser af livstruende og livsbegrænsende karakter. DKK 50.000
  • Make a Wish. Seks børn med livstruende sygdomme får et ønske opfyldt. DKK 60.000
  • Hjertebarn på ben, der arbejder for at nedbringe børn og unges mistrivsel. DKK 42.000
  • Duo-cykel til beboerne. DKK 78.440
  • Bedre psykiatri – landsforening for pårørende i Vejle Kommune. Skrivekursus for mennesker med psykiske udfordringer. DKK 70.000
  • Elite Vejle Ungdom. DKK 36.400
  • Vejle Springteam. DKK 19.000
  • Vejle Golf Club junior camp. DKK 50.000
  • Dansk Skoleskak børn og unge. DKK 50.000

Vi har støttet tre patientforeninger:

  • Dansk Cøliaki Forening. Støtte til intro kurser for familier og enkeltpersoner, der for nyligt har fået en cøliaki-diagnose. DKK 100.000
  • Autisme Afdeling Tørring. Sommerarrangement for beboere berørt af sygdommen og personale. DKK 15.000
  • Neurofibromatosis (NF) Danmark. Tre camps for hhv. forældre, børn og søskende berørt af sygdommen. DKK 171.600

 

Indstilling skal finde sted på denne formular.
Find indstillingsskema

Foreningsstøtte

Fonden kan årligt eller på ad hoc basis opfordre udvalgte patientforeninger til at foreslå patientaktiviteter, som Fonden kan støtte med beløb op til DKK 100.000.

04

Vi støtter ikke

Privatpersoner, organisationer og foreninger, der selv ansøger om støtte.

Sygdomsområder, der ikke direkte relaterer sig til Fondens interesseområder.