Prismodtagere 2022

Prisregn i Vejle: Indsatser mod folkesygdom og sjældne sygdomme hædret

Bagger-Sørensen Fonden hædrede den 30. august 2022 fire ildsjæle, der hver især arbejder på at besvare følgende spørgsmål: Hvordan beskytter motion mod type 2-diabetes? Hvordan genvinder man god mundsundhed efter en hjerneskade? Hvorfor kan kunstige tarmhormoner anvendes til behandling af type 2-diabetes? Hvordan kan unge med autisme leve en normal hverdag?    

Det var en række store og vigtige sundhedsudfordringer, der var i fokus, da Bagger-Sørensen Fonden uddelte fire priser ved en informationsrig og spændende ceremoni i Vejle den 30. august.

Bagger-Sørensen Prisen 2022 på 1 mio. kr. blev tildelt professor Erik Richter fra Københavns Universitet. Erik Richter har i sit mangeårige forskerliv arbejdet på at påvise de mange gunstige effekter af motion. Herunder særligt at beskrive hvad der sker i vore muskler, som gør, at motion beskytter mod såvel forstadierne til type 2-diabetes som selve sygdommen.   

Læs mere på LinkedIn

Den ene Ung Forskerpris på 100.000 kr. blev tildelt lektor Mohit Kothari fra Hammel Neurocenter og Aarhus Universitet. Mohit Kothari arbejder dedikeret på at afhjælpe mange af de følgetilstande, der kan ses efter en hjerneskade og som påvirker livskvaliteten for det enkelte individ. Mohit Kothari har haft et særligt fokus på at udvikle behandlingsprogrammer, der gør, at man genvinder en god mundsundhed og synkefunktion på trods af senfølger efter en hjerneskade.

Læs mere på LinkedIn

Den anden Ung Forskerpris på 100.000 kr. blev tildelt post doc Lærke Smidt Gasbjerg fra Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet. Lærke Smidt Gasbjerg arbejder med, hvordan kroppens normale tarmhormoner - i syntetisk form - kan anvendes til at behandle blodglukose og overvægt hos personer med type 2-diabetes. Hun har særligt været med til at påvise effekten af et nyt syntetisk tarmhormon, der lige nu er i klinisk afprøvning på personer med type 2-diabetes.

Læs mere på LinkedIn

Bagger-Sørensen Fondens Påskønnelsespris på 50.000 kr. blev tildelt Silke Ena Svare,talsperson for Autisme Ungdom. Silke Ena Svarre har stået i spidsen for unge autister mellem 13-30 år siden 2019, og hun har knoklet for at skabe en forening med hjerterum og fællesskab for en stor gruppe af unge. Hun har endvidere været en af det sidste års mest markante stemmer inden for området, dette på faglige konferencer, i kommunalvalget 2021, på Folkemødet 2022 og ved møder på Christiansborg.

Læs mere på LinkedIn